Kapitel 1
Jeg vågnede op ved lyden af mit vækkeur og sukkede dybt. Jeg
havde allerede planer for i dag, selvom det var lørdag og jeg ville allerhelst
blive liggende i min dejlig varme seng. Jeg klaskede knappen oven på uret med
en flad hånd så den irriterende velkendte lyd stoppede. Jeg satte mig op og
kiggede mig rundt i mit lille rum. Der var ikke plads til mere end min seng og
skabet var indbygget i væggen. Jeg havde ikke haft råd til at købe et gulvtæppe
og det jeg havde haft i min tidligere lejlighed var for stort og var lagt ind i
stuen. Så jeg måtte tage mig sammen og smide mine ben ud over sengekanten og
placerede mine fødder på det kolde trægulv. Jeg skuttede mig før jeg bevægede
mig ud i lejligheden. Stuen, spisestue og køkken var i et og samme rum, så
lugten af den færdigret jeg havde lavet i går hang stadig i luften da jeg satte
mig i sofaen og tændte for fjernsynet. Morgenværten var godt i gang med at
udspørge en kok om hvordan man lavede juleanden ekstra sprød og det var bare
endnu en ting der mindede mig om datoen. Det var endnu engang første december.
Den 23. i rækken for mig. Julen havde altid været den bedste tid på året for
mig. Jeg elskede at se hvordan butikkerne pyntede op med nisser og en masse
julelys og jeg skruede altid op for radioen når mine ynglings julesange kom
mens jeg var i gang med at pynte op til jul eller bage julesmåkager. Jeg
plejede at lave de bedste vaniljekræse med min mor og storesøster hjemme i det
store hus. Jeg brød mig ikke om at smuldre margarinen i melet, så det var altid
det min storesøster der gjorde det, mens jeg fik lov til at fjerne kornene fra
vaniljestængerne. I år ville jeg ikke så meget som røre en vaniljestang eller
tænke på juleanden for det gjorde bare mit humør værre end det var i forvejen.
Jeg slukkede for TV’et og bevægede mig over til køleskabet
og stirrede ind i det uden rigtig at se hvad der var derinde. Det endte med jeg
fandt en pakke cornflakes oppe i en af mine rodede skabe og spise en mundfuld
af dem uden mælk til, før jeg gik ind og fandt noget varmt tøj. Jeg nåede knapt
at få det på, før det bankede på og jeg tog hurtigt mit hår op i en hestehale
op pustede den sidste tot, der ikke kunne nå om i hestehalen, væk fra mit
ansigt. Jeg kiggede igennem dørspionen og som aftalt stod min storesøster
udenfor min dør med min lille niece Amanda i armene. Jeg låste døren op for dem
og min søster satte lille Amanda ned på gulvet og hun klamrede sig ivrigt til
mine ben. Selvom jeg ikke følte for nogen form for menneskelig kontakt tog jeg
hende alligevel op i armene og gav hende et knus og sendte et anstrengt smil
til min søster. Mit humør var til at tage og føle på og min søster kendte mig
godt nok til at vide at jeg var helt nede i kulkælderen og sendte mig et opgivende
blik før hun tog Amanda fra mig så jeg kunne få mit overtøj på.
Min søsters mand havde penge nok, så udenfor mit
lejlighedskompleks holdte den fedeste BMW. Til gengæld arbejdede han hele tiden
hvilket var grunden til, at jeg skulle med min søster ud og underholde hendes
datter på denne lørdag. Vi kørte ned imod parken hvor der var opsat en
skøjtebane i anledning af julen og folk bevægede sig allerede rundt på den
frosne overflade som kun Bambi havde gjort det værre. Vi fik lejet nogle
skøjter til mig og Amanda for min søster var bange for at stå på skøjter
eftersom hun brækkede benet sidst hun prøvede da hun var 12 og jeg var 8. Jeg
kan huske hvordan hun skreg op og jeg bare blev sur fordi far sagde vi skulle
hjem. Jeg fik så dårlig samvittighed senere da jeg fandt ud af at hendes ben
faktisk var brækket, men jeg sagde aldrig undskyld.
”Pas nu på hun ikke falder!” Halv råbte min søster mens hun stod udenfor med hendes varme kakao i hånden. Jeg holdte ved Amanda mens hun prøvede at komme fremad på de små børneskøjter der helt ærligt ikke var designet til at kunne skøjtes på. Hun spjættede med armene for at få mig til at give slip og jeg gjorde som hun sagde og utroligt nok blev hun stående på benene så jeg endelig kunne få rettet min ryg op igen. Jeg kiggede mig omkring på de juleglade mennesker. Der var en masse forældre med deres børn der ligeså var ude og skøjte og ind i mellem kom et par susende forbi mig med hinanden i hånden mens de kiggede forelsket på hinanden. Jeg fik helt knuder i maven af at se på dem. Det mindede mig om Shane. Han havde engang taget mig med til en skøjtehal for det var umuligt at få sat en udendørs skøjtebane op i Californien. Hallen var pænt pyntet op med julehjerter og guirlander og de spillede den ene gode julesang efter den anden. Shane var usikker på skøjter for han var født og opvokset i Californien og havde kun taget mig med til skøjtehallen fordi jeg havde sagt jeg savnede julen hjemme i New York. Jeg holdte ham i hånden den første lange tid, men det var på ingen måde nok, så vi måtte til sidst finde ham en hjælpekegle som han kunne skøjte rundt med, med mindre jeg havde lyst til at sy hans bukser når vi kom hjem til kollegiet igen.
”Pas nu på hun ikke falder!” Halv råbte min søster mens hun stod udenfor med hendes varme kakao i hånden. Jeg holdte ved Amanda mens hun prøvede at komme fremad på de små børneskøjter der helt ærligt ikke var designet til at kunne skøjtes på. Hun spjættede med armene for at få mig til at give slip og jeg gjorde som hun sagde og utroligt nok blev hun stående på benene så jeg endelig kunne få rettet min ryg op igen. Jeg kiggede mig omkring på de juleglade mennesker. Der var en masse forældre med deres børn der ligeså var ude og skøjte og ind i mellem kom et par susende forbi mig med hinanden i hånden mens de kiggede forelsket på hinanden. Jeg fik helt knuder i maven af at se på dem. Det mindede mig om Shane. Han havde engang taget mig med til en skøjtehal for det var umuligt at få sat en udendørs skøjtebane op i Californien. Hallen var pænt pyntet op med julehjerter og guirlander og de spillede den ene gode julesang efter den anden. Shane var usikker på skøjter for han var født og opvokset i Californien og havde kun taget mig med til skøjtehallen fordi jeg havde sagt jeg savnede julen hjemme i New York. Jeg holdte ham i hånden den første lange tid, men det var på ingen måde nok, så vi måtte til sidst finde ham en hjælpekegle som han kunne skøjte rundt med, med mindre jeg havde lyst til at sy hans bukser når vi kom hjem til kollegiet igen.
Et lille skrig efterfulgt af gråd fik mig ud af mine tanker
og jeg kiggede hen på Amanda der var kørt ind i en større dreng og var faldet
på numsen. Jeg skyndte mig hen til hende og fik hende op på benene men tårerne
trillede allerede ned af hendes kinder og gjorde hendes halstørklæde vådt. Min
søster var kommet ud på isen i hendes høje støvler og kiggede surt på mig mens
hun tog Amanda op i hendes arme.
”Jeg troede du holdte øje med hende!” Sagde hun vredt og gik samme vej som hun kom.
”Frue! Du må ikke gå på isen med sko på!” Råbte manden som vi havde lejet skøjterne af, før vi nåede uden for banen. Min søster vinkede bare til ham for at vise hun var udenfor banen nu og begyndte at trøste Amanda.
”Hvad tænkte du på?” Vrissede hun af mig mens hun kiggede Amandas hoved efter for buler. Jeg sparkede skøjterne af og sukkede.
”Ved du hvad? Du kan fandme selv tage din unge med ud og skøjte.” Sagde jeg surt og afleverede skøjterne igen og gik min vej. Jeg var slet ikke i humør til at skændes med min søster og specielt ikke i den her tid. Jeg ville bare hjem og vente på at julen var overstået.
”Jeg troede du holdte øje med hende!” Sagde hun vredt og gik samme vej som hun kom.
”Frue! Du må ikke gå på isen med sko på!” Råbte manden som vi havde lejet skøjterne af, før vi nåede uden for banen. Min søster vinkede bare til ham for at vise hun var udenfor banen nu og begyndte at trøste Amanda.
”Hvad tænkte du på?” Vrissede hun af mig mens hun kiggede Amandas hoved efter for buler. Jeg sparkede skøjterne af og sukkede.
”Ved du hvad? Du kan fandme selv tage din unge med ud og skøjte.” Sagde jeg surt og afleverede skøjterne igen og gik min vej. Jeg var slet ikke i humør til at skændes med min søster og specielt ikke i den her tid. Jeg ville bare hjem og vente på at julen var overstået.
Kapitel 2
Jeg så min søster havde ringet til mig efter jeg var gået om
lørdagen, men jeg orkede ikke at snakke med hende. Jeg var sikker på hun bare
ville skælde mig ud over hvor uansvarlig jeg var og helt ærlig, så havde jeg
nok i min egen negativitet. Jeg var taget på arbejde selvom jeg havde det forfærdeligt,
men jeg holdte mig kørende på kaffe mens jeg tog metroen ind til den grå og
kedelige kontorbygning. Jeg havde den største lyst til at vende om og gå da jeg
stillede mig ind i elevatoren og de spillede Last Christmas. En ældre herre i
fint jakkesæt gik ind sammen med mig og nikkede med hovedet for at hilse på mig
og jeg gjorde det samme. Selv en formel mand som ham havde en lille julebroche
på brystet af jakken og jeg kunne ikke lade være med at himle med øjnene da han
kiggede væk. Jeg steg af på min etage og gik ind på kontoret. Jeg havde lige fået
mit eget skrivebord, selvom mit job var at servicere de andre ansatte.
Da jeg satte mig ned ved mit skrivebord lod jeg mærke til de hjemmelavede julestjerner der var sat fast med et stykke tape på hver side af min computerskærm. Jeg skulle til at række ud efter dem og hive dem af, da gamle Betty kom valsende med en tyk julesweater med Rudolf motiv lige på maven og blinkende lys i hans næse.
”Glædelig 3. december Molly! Jeg har brugt hele weekenden på at lave juleklip med mine børnebørn og når nu jeg ikke har så stor en lejlighed, så kunne jeg ikke have alt det julepynt selv, så jeg tænkte jeg ville pynte lidt op på kontoret og..” Ordene blev ved med at strømme fra hendes mund hvis man ikke gjorde noget og mine ører var ved at dø af hendes skingre stemme, så jeg var nød til at stoppe hende.
”Tak Betty, men du behøves virkelig ikke pynte op ved mit bord. Jeg føler ikke rigtig for alt det juleri i år.” Jeg jog min negl ind under tapen og fik hendes julestjerne af mig skærm. Hun kiggede undrende på mig og tog imod julestjernerne. Jeg prøvede at smile til hende, men det så nok meget tvunget ud, for hun gik væk med en fornærmet mine. Jeg pustede ud da jeg endelig var alene og viklede mit tørklæde af mig og fik jakken af. Jeg savnede virkelig Californien når det var vinter. Der var aldrig koldt og jeg havde ikke ejet en vinterjakke så længe jeg havde gået på college derovre.
Da jeg satte mig ned ved mit skrivebord lod jeg mærke til de hjemmelavede julestjerner der var sat fast med et stykke tape på hver side af min computerskærm. Jeg skulle til at række ud efter dem og hive dem af, da gamle Betty kom valsende med en tyk julesweater med Rudolf motiv lige på maven og blinkende lys i hans næse.
”Glædelig 3. december Molly! Jeg har brugt hele weekenden på at lave juleklip med mine børnebørn og når nu jeg ikke har så stor en lejlighed, så kunne jeg ikke have alt det julepynt selv, så jeg tænkte jeg ville pynte lidt op på kontoret og..” Ordene blev ved med at strømme fra hendes mund hvis man ikke gjorde noget og mine ører var ved at dø af hendes skingre stemme, så jeg var nød til at stoppe hende.
”Tak Betty, men du behøves virkelig ikke pynte op ved mit bord. Jeg føler ikke rigtig for alt det juleri i år.” Jeg jog min negl ind under tapen og fik hendes julestjerne af mig skærm. Hun kiggede undrende på mig og tog imod julestjernerne. Jeg prøvede at smile til hende, men det så nok meget tvunget ud, for hun gik væk med en fornærmet mine. Jeg pustede ud da jeg endelig var alene og viklede mit tørklæde af mig og fik jakken af. Jeg savnede virkelig Californien når det var vinter. Der var aldrig koldt og jeg havde ikke ejet en vinterjakke så længe jeg havde gået på college derovre.
Jeg tændte for computeren og min mail indbakke var allerede
fyldt op med opgaver der skulle ordnes. Diverse kopi opgaver og forsendelse af
vigtige dokumenter. I mellem alle de velkendte navne der dagligt dukkede op på
min skærm med min opgaver, var en e-mail fra min mor. Hun plejede at sende mig
en sms hvis hun ville mig noget, men jeg havde ignoreret min mobil hele
weekenden på grund af min søster. Jeg ignorerede den lidt og gik i gang med
mine opgaver, hvilket krævede at jeg flyttede måsen ud til kopirummet.
Jeg stod og trykkede indstillingerne ind for farveprint da jeg så noget der bevægede sig i min øjenkrog og jeg fik et chok da jeg så der stod en ved siden af mig.
”Det må du undskylde Molly! Jeg troede du havde set mig.” Undskyldte Jimmy fra regnskabsafdelingen med et smil på læben. Han morede sig tydeligvis over min reaktion.
”Det gør ikke noget. Jeg stod bare i mine egne tanker.” Jeg bed mig lidt i læben. Jimmy kom altid og holdte mig ved selskab når jeg skulle kopier en masse. Jeg kunne ikke være andet end tilfreds for der var på ingen måde noget galt med hans udseende. Han havde det lækreste brune hår som strittede på en kontrolleret måde og de rareste brune øjne. Han havde høje kindben og en markeret hage der bare gjorde ham mere maskulin end han fremstod når han gik rundt i de stive jakkesæt.
”Fundet julestemningen?” Spurgte han og lænede sig op af dørkarmen og jeg skuttede mig da endnu en skulle nævne julen.
”Nej den findes ikke i min verden.” Sagde jeg en smule muggent og han nikkede bare som om han forstod mig. Men det gjorde han jo ikke, for jeg havde ikke fortalt ham om Shane og hvordan min juleglæde var blevet suget ned i et sort hul sammen med ham.
”Jeg er heller ikke så meget til alt det med julen. Folk der slås i butikkerne for at få den sidste honningglaseret skinke, de små forkælede unger der ikke kan få gaver nok og alt det juleslik som ikke rigtig smager godt, men som man spiser alligevel.” Han rakte ned i lommen på sin jakke og det raslede der nede og han rakte mig en pose med chokoladeovertrukne mandler. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af ironien men sagde nej tak til hans slik. Kopimaskinen bippede for at fortælle mig at den var færdig og jeg tog papirerne med op.
”Jeg må se at få dem afleveret på 8. sal.” Sagde jeg og viftede med papirerne foran hans hoved.
”Indtil næste gang du skal kopier?” Han rakte mig endnu engang posen med de chokolade overtrukne mandler og jeg himlede med øjnene før jeg tog en.
Jeg stod og trykkede indstillingerne ind for farveprint da jeg så noget der bevægede sig i min øjenkrog og jeg fik et chok da jeg så der stod en ved siden af mig.
”Det må du undskylde Molly! Jeg troede du havde set mig.” Undskyldte Jimmy fra regnskabsafdelingen med et smil på læben. Han morede sig tydeligvis over min reaktion.
”Det gør ikke noget. Jeg stod bare i mine egne tanker.” Jeg bed mig lidt i læben. Jimmy kom altid og holdte mig ved selskab når jeg skulle kopier en masse. Jeg kunne ikke være andet end tilfreds for der var på ingen måde noget galt med hans udseende. Han havde det lækreste brune hår som strittede på en kontrolleret måde og de rareste brune øjne. Han havde høje kindben og en markeret hage der bare gjorde ham mere maskulin end han fremstod når han gik rundt i de stive jakkesæt.
”Fundet julestemningen?” Spurgte han og lænede sig op af dørkarmen og jeg skuttede mig da endnu en skulle nævne julen.
”Nej den findes ikke i min verden.” Sagde jeg en smule muggent og han nikkede bare som om han forstod mig. Men det gjorde han jo ikke, for jeg havde ikke fortalt ham om Shane og hvordan min juleglæde var blevet suget ned i et sort hul sammen med ham.
”Jeg er heller ikke så meget til alt det med julen. Folk der slås i butikkerne for at få den sidste honningglaseret skinke, de små forkælede unger der ikke kan få gaver nok og alt det juleslik som ikke rigtig smager godt, men som man spiser alligevel.” Han rakte ned i lommen på sin jakke og det raslede der nede og han rakte mig en pose med chokoladeovertrukne mandler. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af ironien men sagde nej tak til hans slik. Kopimaskinen bippede for at fortælle mig at den var færdig og jeg tog papirerne med op.
”Jeg må se at få dem afleveret på 8. sal.” Sagde jeg og viftede med papirerne foran hans hoved.
”Indtil næste gang du skal kopier?” Han rakte mig endnu engang posen med de chokolade overtrukne mandler og jeg himlede med øjnene før jeg tog en.
Jeg smilede lidt for mig selv da jeg gik ned af gangen og hen til elevatoren. Jimmy kunne altid få mig til at komme i lidt bedre humør. Men pludselig kom den samme skyldfølelse som altid kom, efter jeg havde snakket med Jimmy. Jeg vidste Shane ikke ville lade mig komme i nærheden af mænd som Jimmy uden at han skulle have en hånd på min hofte eller flette vores fingre sammen for at vise hvem jeg tilhørte. Jeg kiggede ned på min hånd og det eneste jeg havde imellem mine fingre nu var kopierne af et eller andet firmas årsopgørelse. Jeg savnede Shanes fingre mellem mine. Det var snart et år siden jeg havde sagt farvel til ham i lufthavnen og fløj til New York for at mødes med mine forældre. Jeg havde været sammen med Shane hele vores College tid og jeg valgte at blive i Californien sammen med ham, men selvfølgelig ville mine forældre jo gerne møde ham. Og hvad var en bedre anledning end juleaften? Mine forældre nåede aldrig at møde ham. De nåede ikke at se hvordan mit ansigt lyste op når jeg så ham og hvordan jeg havde det hundrede gange bedre når jeg var sammen med ham. De troede han havde brændt os af, da vi stod parat hjemme i stuen med julemaden på bordet og ventede på han skulle komme med taxien. Den taxi kom aldrig. Jeg huskede hvordan jeg ringede til ham mindst et dusin gange. Jeg var så bekymret. Den bekymring kom frem i mig igen og sorgen kom bagefter, da jeg stod i elevatoren. Jeg hulkede pludselig hårdt og fik svært ved at trække vejret. Jeg satte mig på knæ og lænede mig fremad for at støtte mig på håndfladerne.
Elevatoren kørte op og stoppede på etagen før min og jeg kunne kun se et par stiletstøvler komme imod mig og jeg mærkede en hånd på min ryg. Hun prøvede at trøste mig og få mig op og stå igen. Jeg kendte hende ikke, men støttede mig til hende. Jeg havde virkelig brug for en eller anden. Jeg havde brug for Shane. Jeg ville føle hans arme omkring mig igen og hans beroligende kys i mit hår, men intet af det kunne jeg få. Elevatoren stoppede på 8. etage hvor jeg skulle af og jeg lod damen føre mig ud. Et par andre hænder tog imod mig og tillod damen at gå ind i elevatoren igen. Hvorfor dog også spilde tid på mig? Jeg blev placeret i en stol mens jeg gemte mit ansigt i mine hænder. Jeg kunne ikke kontrollere min vejrtrækning selvom personen der knælede ved mig kørte sin hånd beroligende rundt i cirkler på min ryg.
”Jeg vil hjem.” fik jeg fremstammet. Personen som jeg langsomt genkendte som ham der skulle have de papir jeg havde været nede at printe tog sin telefon og hans stemme kunne høres over hele kontoret. Jeg kiggede mig omkring da han nævnte mit navn. Folk kiggede nysgerrigt på mig med strakte halse. De skulle jo have det hele med. Det gik lidt før jeg havde nogenlunde kontrol over min vejrtrækning og var klar nok i hovedet da Jimmy kom fra elevatoren og fik rejst mig op.
”Hvad skete der?” Spurgte han, men kiggede på manden der havde trøstet mig. Han kunne nok godt se jeg ikke var i stand til at komme med en hel sætning. Han trak forvirret på skuldrene og Jimmy tog mig hen til elevatoren. Han var tættere på mig end han nogensinde havde været før. Han havde lagt en arm om min skulder og støttede mig til en hvis grad. Han sagde ikke noget inden vi var kommet helt ned til jorden.
”Kan jeg få din adresse? Så skal jeg nok køre dig hjem.” Jeg trak vejret dybt et par gange, men jeg blev ved med at hulke så snart jeg havde luft nok. Jeg var alligevel så forståelig at han nikkede da jeg sagde min adresse og førte mig ned i parkeringskælderen. Han var ikke meget ældre end mig, men var alligevel så meget mere succesfuld at han havde en dyr Audi til at stå som blinkede med lygterne da han trykkede på nøglen. Han åbnede døren for mig som en anden gentleman og selvom vi stadig var i parkeringskælderen vendte jeg mig mod vinduet og stirrede ud af det.
Det havde aldrig været så galt når jeg havde fået
skyldfølelse over for Shane. Måske var det julen der forværrede det. Der gik
ikke længe imellem at jeg tænkte på ham og hvordan jeg følte det var min skyld.
Men nu kunne jeg slet ikke lade være med at tænke på ham. Han skulle have rejst
med mig med det samme, i stedet for at vente til juleaftensdag. Jeg kunne have
bedt ham tage fri fra arbejde som jeg havde gjort. Han ville være her i dag
hvis han ikke havde taget med den taxi. Jeg kunne også have lånt mine forældres
bil og hentet ham selv. Jeg kørte meget mere forsvarligt. Der var så meget jeg
kunne have gjort anderledes.
”Jeg har set dig græde før.” Sagde Jimmy pludselig stille. Jeg vendte mig spørgende imod ham. Jeg havde siddet og kigget ud på byen i alt den tid vi havde kørt. Jeg sagde ikke noget og ventede på hans fortsatte.
”Du græder tit. Lige efter vi har snakket sammen. Jeg tør ikke at spørge hvorfor, men jeg er næsten nød til at vide det, når nu det er så skidt at jeg bliver nød til at køre dig hjem og gå glip af en times løn.”
”Jeg har ikke bedt dig om at køre mig hjem.” Snøftede jeg og kiggede ud af vinduet igen. Han sukkede lavt og flyttede sin ene hånd fra rattet for at gnubbe sin tinding.
”Der blev kaldt over højtaleren at der var en nødstilfælde med dig og selvfølgelig kommer jeg jo springende. Du er jo min ven Molly. Jeg er bekymret for dig.” Han kørte ind til siden da vi var ud for mit lejlighedskompleks.
”Du behøves ikke at bekymre dig, for der er ikke noget du kan gøre, Jimmy. Tak for turen.” Jeg gik ud af bilen før han kunne nå at sige mere og jeg skyndte mig ind i min lejlighed og smed mig ned på sengen, for der kunne jeg tillade mig at græde ud.
”Jeg har set dig græde før.” Sagde Jimmy pludselig stille. Jeg vendte mig spørgende imod ham. Jeg havde siddet og kigget ud på byen i alt den tid vi havde kørt. Jeg sagde ikke noget og ventede på hans fortsatte.
”Du græder tit. Lige efter vi har snakket sammen. Jeg tør ikke at spørge hvorfor, men jeg er næsten nød til at vide det, når nu det er så skidt at jeg bliver nød til at køre dig hjem og gå glip af en times løn.”
”Jeg har ikke bedt dig om at køre mig hjem.” Snøftede jeg og kiggede ud af vinduet igen. Han sukkede lavt og flyttede sin ene hånd fra rattet for at gnubbe sin tinding.
”Der blev kaldt over højtaleren at der var en nødstilfælde med dig og selvfølgelig kommer jeg jo springende. Du er jo min ven Molly. Jeg er bekymret for dig.” Han kørte ind til siden da vi var ud for mit lejlighedskompleks.
”Du behøves ikke at bekymre dig, for der er ikke noget du kan gøre, Jimmy. Tak for turen.” Jeg gik ud af bilen før han kunne nå at sige mere og jeg skyndte mig ind i min lejlighed og smed mig ned på sengen, for der kunne jeg tillade mig at græde ud.
Kapitel 3
Det var en smule akavet at komme på arbejde de næste par
dage, selvom jeg ikke skammede mig over at være ked af det. Folk vidste ikke
hvorfor, men det kunne de da også være ligeglade med. De kendte ham ikke og ved
ikke hvad han gjorde ved mig. Jeg havde det som om jeg manglede noget af mig.
Også efter alt den tid. Jeg fik svaret på min mors e-mail og hun havde
inviteret mig hen til hende i weekenden, når nu jeg ikke havde haft tid i
hverdagen. Det var ikke fordi jeg ikke havde haft tid, for jeg havde fri
klokken 3 hver dag alligevel, men emnet på hendes e-mail havde været julehygge,
hvilket ikke passede mig særlig godt. Det gjorde næsten helt ondt i pengepungen
da jeg stemplede ud ved stationen tæt på hvor mine forældre boede. De havde et
hus i udkanten af New York, da min mor gerne ville have en have og den eneste
lejlighed jeg kunne betale for alene med min løn var i den anden ende af New
York. Det kostede en del penge at komme herhen. Min mor stod i køkkenvinduet og
havde løftet gardinet for at kigge ud, da jeg kom gående. Hun vinkede ivrigt
til mig og afslørede et grønt ærme af en strikbluse. Jeg sukkede dybt, da den
sikkert var lige så kikset som den Betty fra arbejdet havde haft på hele ugen. Hun
åbnede døren for mig og som jeg havde forudsagt var der en kæmpe julemand på
maven af hende. Hun rakte armene ud med det samme og gav mig et kæmpe knus.
Hele huset lugtede af brunkager og jeg prøvede så godt jeg kunne, at smile til
min mor, mens hun stod og så på mig mens jeg tog overtøjet af.
”Din søster kommer om lidt. De var lidt forsinket, for Amanda var lidt morgensur.” Sagde hun og rynkede på næsen. Jeg nikkede bare og gik med hende ud i køkkenet hvor hun havde dækket bordet fint op og den varme kakao stod og simrede i gryden.
”Jeg har købt en masse glanspapir så vi kan lave noget juleklip. Din far pakkede det gamle ned på en forkert måde sidste år, så alle julestjerner er blevet mast og julehjerterne var filtret ind i hinanden.” Hun gik ind i stuen og kom straks med favnen fyldt med glanspapir i alle julens farver og et par sakse. Min far kom gående efter hende med en avis i hånden og læsebrillerne siddende oven på hovedet i det grå hår. Han havde en lignende julesweater på ligesom mor, men hans så ud som om den var tvunget på, da han havde en skjorte indenunder. Han kom over og gav mig et knus og kiggede på mor der vimsede rundt.
”Din mor er blevet juletosset.” Sagde han som om han prøvede at forklare hendes adfærd og jeg klappede ham bare på maven.
”Alle er juletossede.”
”Din søster kommer om lidt. De var lidt forsinket, for Amanda var lidt morgensur.” Sagde hun og rynkede på næsen. Jeg nikkede bare og gik med hende ud i køkkenet hvor hun havde dækket bordet fint op og den varme kakao stod og simrede i gryden.
”Jeg har købt en masse glanspapir så vi kan lave noget juleklip. Din far pakkede det gamle ned på en forkert måde sidste år, så alle julestjerner er blevet mast og julehjerterne var filtret ind i hinanden.” Hun gik ind i stuen og kom straks med favnen fyldt med glanspapir i alle julens farver og et par sakse. Min far kom gående efter hende med en avis i hånden og læsebrillerne siddende oven på hovedet i det grå hår. Han havde en lignende julesweater på ligesom mor, men hans så ud som om den var tvunget på, da han havde en skjorte indenunder. Han kom over og gav mig et knus og kiggede på mor der vimsede rundt.
”Din mor er blevet juletosset.” Sagde han som om han prøvede at forklare hendes adfærd og jeg klappede ham bare på maven.
”Alle er juletossede.”
Der gik ikke længe før det bankede på døren, men min søster
Hannah ventede ikke på at der blev åbnet, men vadede bare ind mens hun
kommanderede rundt med stakkels Amanda. Mor stillede kakaoen på bordet og
Hannah skulle lige give mig et køligt blik inden vi satte os.
”Jeg håbede på i ville hjælpe mig med at lave julepynt til træet. Kan du lave julehjerter Amanda?” Spurgte min mor og Amanda nikkede ivrigt. Hun begyndte dog i stedet at overtegne det grønne glanspapir med en stor sort tusch, hvilket ingen åbenbart sagde noget til.
”Amanda du ødelægger papiret. Vi kan ikke bruge det til julepynt hvis du tegner på det.” Forklarede jeg hende endelig og Hannah sendte mig et strengt blik. Man kan da ikke bare lade hende gøre alt, bare fordi hun var lille og det var jul. Amanda kiggede bare på mig mens hun gumlede på en pebernød og gav sig til at tegne på det igen. Jeg sukkede og tog fat i hendes hånd med tuschen og tog den ud af hånden på hende. Hun kiggede straks på min søster for at få respons.
”Lad hende nu bare tegne, hvis det er det hun vil.” Sagde Hannah og tog tuschen fra mig og rakte den til Amanda igen.
”Jamen hun ødelægger glanspapiret. Vi kan jo ikke bruge det!” Amanda ignorerede vores mundhuggeri og gav sig til at tegne med store bevægelser på papiret igen.
”Bare fordi du ikke er i julestemning, behøves du ikke ødelægge det for os andre Molly! Julen er børnenes fest og lad hende nu tegne hvis det er det der gør hende glad.” Vrissede min søster og bankede hendes saks ned i bordet. Både min mor og far kiggede advarende på os begge, men jeg havde ikke tænkt mig at fortsætte med at skændes og rejste mig op og gik ind i stuen.
”Jeg håbede på i ville hjælpe mig med at lave julepynt til træet. Kan du lave julehjerter Amanda?” Spurgte min mor og Amanda nikkede ivrigt. Hun begyndte dog i stedet at overtegne det grønne glanspapir med en stor sort tusch, hvilket ingen åbenbart sagde noget til.
”Amanda du ødelægger papiret. Vi kan ikke bruge det til julepynt hvis du tegner på det.” Forklarede jeg hende endelig og Hannah sendte mig et strengt blik. Man kan da ikke bare lade hende gøre alt, bare fordi hun var lille og det var jul. Amanda kiggede bare på mig mens hun gumlede på en pebernød og gav sig til at tegne på det igen. Jeg sukkede og tog fat i hendes hånd med tuschen og tog den ud af hånden på hende. Hun kiggede straks på min søster for at få respons.
”Lad hende nu bare tegne, hvis det er det hun vil.” Sagde Hannah og tog tuschen fra mig og rakte den til Amanda igen.
”Jamen hun ødelægger glanspapiret. Vi kan jo ikke bruge det!” Amanda ignorerede vores mundhuggeri og gav sig til at tegne med store bevægelser på papiret igen.
”Bare fordi du ikke er i julestemning, behøves du ikke ødelægge det for os andre Molly! Julen er børnenes fest og lad hende nu tegne hvis det er det der gør hende glad.” Vrissede min søster og bankede hendes saks ned i bordet. Både min mor og far kiggede advarende på os begge, men jeg havde ikke tænkt mig at fortsætte med at skændes og rejste mig op og gik ind i stuen.
Hvorfor kunne hun ikke forstå hvorfor jeg måske var i
dårligt humør? Det var ikke meningen det skulle gå ud over Amanda, men Hannah
kunne i det mindste selv fortælle hende at det var forkert det hun gjorde og
måske viste hende hvordan man bruger glanspapiret i stedet for at lade hende
gøre som hun vil, bare fordi det er jul. Julen er børnenes fest? Virkelig?
Julen skulle forstille at være hjerternes fest, men hvad skulle man gøre når ens
hjerte var revet ud og gået itu? Hvordan skulle man nyde julen? Der er ikke
noget værre end en masse glade mennesker der skal være ekstra nærgående bare
fordi det er jul, og man selv bare ønsker at være alene. Jeg satte mig i fars
store stol og samlede benene under mig. Tingene lignede sig selv i stuen. De
havde stadig billeder af mig og Hannah fra da vi var små. Der hang et stort
billede fra Hannahs konfirmation ovre på væggen og jeg havde en fin blomstret
kjole på og stod ved siden af. Shane havde kun set få billeder af mig, fra da
jeg var lille og jeg vidste han ville have grint, hvis mor havde fundet
fotoalbummet frem. Jeg ville faktisk ikke have haft noget imod det, for Shanes
mor havde gjort præcist det samme den dag jeg skulle møde hende. Det var bare
sådan en forældre ting. Jeg havde ikke rigtig snakket med dem siden jeg
flyttede tilbage til New York. Jeg skrev en e-mail engang i mellem for at høre
hvordan det gik med dem og hans søskende, men jeg havde ikke ringet eller
besøgt dem.
Jeg var ved at give efter for minderne om den jul vi aldrig fik, da Amanda pludselig stod foran mig. Jeg gnubbede mine øjne for ikke at græde og smilede til hende.
”Er du ked af det?” Spurgte hun med den mest nuttede lille stemme og jeg rystede på hovedet, før hun kravlede op i skødet på mig.
”Mormor sagde du ville hjælpe mig med at skrive brev til julemanden.” Hun kiggede på mig med de mest bedårende øjne som man ikke kunne sige nej til.
”Hent noget papir så.” Hun blev et stort smil og skyndte sig at hoppe ned og ud i køkkenet igen for at hente materialerne til at lave brevet. Jeg satte mig ned på gulvet ved stuebordet og hun kom løbende med en æske som mor gemte alle hendes kreative redskaber i. Hun begyndte at tømme den ud på bordet og tog straks fat i noget karton og nogle blyanter. Jeg sad og så på mens hun forklarede hvordan hendes nisse på kortet skulle se ud. Hun gik i gang med limstift og en masse glimmer men fik den ide, at jeg også skulle lave et.
”Hvilken farve vil du have?” Spurgte hun og stak sine små hænder ned i kurven.
”Giv mig et stykke lyserød karton så.” Hun kiggede på mig med rynke på næsen.
”Det er jo ikke en julefarve.” Sagde hun og rakte mig et stykke rødt karton. Stædige lille nuttede bæst. Jeg folede det så det blev til et kort og gav mig til at tegne et juletræ på det. Amanda gik amok med glimmer i forskellige farver, så man ikke kunne se hvad hun havde tegnet på forsiden.
”Vil du hjælpe mig med at skrive.” Jeg var ikke færdig med mit deforme juletræ men tog en tusch og åbnede det glitrende kort.
”Hvad skal der stå?” spurgte jeg og hun kiggede sig tænksomt op i loftet før hun begyndte i en lang køre at fortælle om alle de ting hun havde set i et legetøjskatalog. Hun vidste ikke hvad mange af tingene hed, men hun beskrev dem og jeg skrev det bare som hun sagde det. Hun kiggede begejstret ned over den lange tekst og folde den sammen og kom den i en kuvert.
Jeg var ved at give efter for minderne om den jul vi aldrig fik, da Amanda pludselig stod foran mig. Jeg gnubbede mine øjne for ikke at græde og smilede til hende.
”Er du ked af det?” Spurgte hun med den mest nuttede lille stemme og jeg rystede på hovedet, før hun kravlede op i skødet på mig.
”Mormor sagde du ville hjælpe mig med at skrive brev til julemanden.” Hun kiggede på mig med de mest bedårende øjne som man ikke kunne sige nej til.
”Hent noget papir så.” Hun blev et stort smil og skyndte sig at hoppe ned og ud i køkkenet igen for at hente materialerne til at lave brevet. Jeg satte mig ned på gulvet ved stuebordet og hun kom løbende med en æske som mor gemte alle hendes kreative redskaber i. Hun begyndte at tømme den ud på bordet og tog straks fat i noget karton og nogle blyanter. Jeg sad og så på mens hun forklarede hvordan hendes nisse på kortet skulle se ud. Hun gik i gang med limstift og en masse glimmer men fik den ide, at jeg også skulle lave et.
”Hvilken farve vil du have?” Spurgte hun og stak sine små hænder ned i kurven.
”Giv mig et stykke lyserød karton så.” Hun kiggede på mig med rynke på næsen.
”Det er jo ikke en julefarve.” Sagde hun og rakte mig et stykke rødt karton. Stædige lille nuttede bæst. Jeg folede det så det blev til et kort og gav mig til at tegne et juletræ på det. Amanda gik amok med glimmer i forskellige farver, så man ikke kunne se hvad hun havde tegnet på forsiden.
”Vil du hjælpe mig med at skrive.” Jeg var ikke færdig med mit deforme juletræ men tog en tusch og åbnede det glitrende kort.
”Hvad skal der stå?” spurgte jeg og hun kiggede sig tænksomt op i loftet før hun begyndte i en lang køre at fortælle om alle de ting hun havde set i et legetøjskatalog. Hun vidste ikke hvad mange af tingene hed, men hun beskrev dem og jeg skrev det bare som hun sagde det. Hun kiggede begejstret ned over den lange tekst og folde den sammen og kom den i en kuvert.
”Hvad skal der stå i din?” Spurgte hun og kiggede på mit
kort. Hun havde fået lov til at komme glimmer på min, da hun ikke syntes den
var pyntet nok.
”Jeg tror ikke jeg skal sende min. Julemanden har for travlt med at opfylde børns ønsker, til at kunne opfylde mine ønsker.” forklarede jeg hende og begyndte at pakke tingene ned i kurven igen, men hun tog fat i mit ærme.
”Mormor siger at julemanden opfylder alles ønsker.” Hun rakte mig en tusch som jeg lige havde lagt væk og jeg sukkede lydløst.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.” konstaterede jeg men Amanda var tydeligvist ikke tilfreds med svaret.
”Alle ønsker sig noget. Mormor ønskede sig et kys på kinden.” Sagde Amanda sødt og lagde sine arme om halsen på mig og gav også mig et kys på kinden.
”Nu har jeg jo fået det. Så behøves jeg jo ikke skrive noget.” Prøvede jeg men hun blev ved med at insistere. Jeg havde ikke tænkt over havde jeg ønskede mig til jul, for jeg ville helst ikke tænke på julen. Det var meningen at Shane skulle være her i julen. Han skulle være grunden til at jeg sang julesange og bagte julekager. Vi nåede aldrig at kysse under misteltenen. Jeg kiggede over på den håbefulde Amanda og gav mig til at skrive mit eneste ønske ned.
”Jeg tror ikke jeg skal sende min. Julemanden har for travlt med at opfylde børns ønsker, til at kunne opfylde mine ønsker.” forklarede jeg hende og begyndte at pakke tingene ned i kurven igen, men hun tog fat i mit ærme.
”Mormor siger at julemanden opfylder alles ønsker.” Hun rakte mig en tusch som jeg lige havde lagt væk og jeg sukkede lydløst.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.” konstaterede jeg men Amanda var tydeligvist ikke tilfreds med svaret.
”Alle ønsker sig noget. Mormor ønskede sig et kys på kinden.” Sagde Amanda sødt og lagde sine arme om halsen på mig og gav også mig et kys på kinden.
”Nu har jeg jo fået det. Så behøves jeg jo ikke skrive noget.” Prøvede jeg men hun blev ved med at insistere. Jeg havde ikke tænkt over havde jeg ønskede mig til jul, for jeg ville helst ikke tænke på julen. Det var meningen at Shane skulle være her i julen. Han skulle være grunden til at jeg sang julesange og bagte julekager. Vi nåede aldrig at kysse under misteltenen. Jeg kiggede over på den håbefulde Amanda og gav mig til at skrive mit eneste ønske ned.
Jeg ville ønske jeg
kunne være sammen med ham i julen.
Kapitel 4
Julen var virkelig ved at tage hårdt på mig. Jeg vågnede
hver morgen ved lyden at det irriterende vækkeur og kiggede ud på sneen der
faldt udenfor mit vindue. Jeg havde ikke lyst til at gå ud i sneen. Jeg havde
ikke lyst til at gå ud på gaden der var pyntet op med julestads overalt og jeg
ville absolut ikke på arbejde og blive mødt af alle de juleglade mennesker der
valsede rundt og nynnede bjældeklang. Jeg prøvede at holde mig for mig selv på
kontoret og skyndt mig at levere de nødvendige breve rundt omkring ved
skivebordene uden at snakke så meget med folk. Jeg stod endnu engang ved
kopimaskinen og trippede mens jeg trommede en melodi med min kuglepen på bordet
ved siden af.
”Du ser godt ud i dag.” Lød det fra døren.
”Hej Jimmy.” Sagde jeg samtidig med jeg sukkede. Det var ikke med vilje, for jeg kunne godt lide Jimmy, men jeg havde undgået folk hele dagen indtil nu. Han stod der i hans grå jakkesæt og smilede til mig, selvom jeg havde været en smule uhøflig.
”Stadig ikke i julehumør?” Spurgte han og lænede sig op af printeren.
”Det sker nok ikke i år.” konstaterede jeg og rakte ud efter de printede papir men Jimmy rykkede sig, så jeg ikke kunne få fat i dem. Jeg gav ham et irriterende blik, men han smilede bare drillende.
”Kom nu lad vær med at være så muggen. Hvad hvis nu jeg inviterede dig på middag? Det kan være italiensk? Måske kinesisk? Det er langt fra julemiddag.” Han lagde en hånd på min arm mens han snakkede til mig og jeg kunne ikke lade være med at stirre på den og mærke hvordan den brændte på min hud. Det føltes så forkert når han rørt ved mig.
”Jeg beklager Jimmy, men jeg har ikke lyst til at date nogen lige nu.” Sagde jeg og skubbede lidt til ham, for at få fat i papirerne.
”Det behøves ikke var en date. Bare en middag med en ven. Julen er ikke inviteret.” Han fulgte efter mig da jeg begyndte at gå og den sædvanlige knude jeg fik i brystet efter at have snakket med Jimmy begyndte at komme.
”Jimmy jeg har ikke lyst, okay? Kan du ikke bare lade mig være?” Vrissede jeg unødvendigt hårdt og han bakkede hurtigt tilbage med hænderne oppe som forsvar.
”Du behøves ikke hidse dig op. Undskyld jeg spurgte.” Sagde han roligt og gik tilbage til sit kontor. I stedet for at gå op og aflevere papirerne med det samme, gik jeg ind på det nærmeste toilet, for at få styr på mig selv inden jeg ville begynde at græde igen. Hvorfor havde han den effekt på mig? Det var forfærdeligt og julen gjorde kun det hele værre.
”Du ser godt ud i dag.” Lød det fra døren.
”Hej Jimmy.” Sagde jeg samtidig med jeg sukkede. Det var ikke med vilje, for jeg kunne godt lide Jimmy, men jeg havde undgået folk hele dagen indtil nu. Han stod der i hans grå jakkesæt og smilede til mig, selvom jeg havde været en smule uhøflig.
”Stadig ikke i julehumør?” Spurgte han og lænede sig op af printeren.
”Det sker nok ikke i år.” konstaterede jeg og rakte ud efter de printede papir men Jimmy rykkede sig, så jeg ikke kunne få fat i dem. Jeg gav ham et irriterende blik, men han smilede bare drillende.
”Kom nu lad vær med at være så muggen. Hvad hvis nu jeg inviterede dig på middag? Det kan være italiensk? Måske kinesisk? Det er langt fra julemiddag.” Han lagde en hånd på min arm mens han snakkede til mig og jeg kunne ikke lade være med at stirre på den og mærke hvordan den brændte på min hud. Det føltes så forkert når han rørt ved mig.
”Jeg beklager Jimmy, men jeg har ikke lyst til at date nogen lige nu.” Sagde jeg og skubbede lidt til ham, for at få fat i papirerne.
”Det behøves ikke var en date. Bare en middag med en ven. Julen er ikke inviteret.” Han fulgte efter mig da jeg begyndte at gå og den sædvanlige knude jeg fik i brystet efter at have snakket med Jimmy begyndte at komme.
”Jimmy jeg har ikke lyst, okay? Kan du ikke bare lade mig være?” Vrissede jeg unødvendigt hårdt og han bakkede hurtigt tilbage med hænderne oppe som forsvar.
”Du behøves ikke hidse dig op. Undskyld jeg spurgte.” Sagde han roligt og gik tilbage til sit kontor. I stedet for at gå op og aflevere papirerne med det samme, gik jeg ind på det nærmeste toilet, for at få styr på mig selv inden jeg ville begynde at græde igen. Hvorfor havde han den effekt på mig? Det var forfærdeligt og julen gjorde kun det hele værre.
Kunne man melde afbud til juleaften? Det var det spørgsmål
der kørte rundt i mit hoved lige nu. Der var snart ikke mange dage til og jeg
sad og vejede min telefon i hånden mens jeg så en tilfældig action film. Jeg
vidste jeg ville skuffe hele min familie, men jeg var bange for at bryde sammen
foran dem. Sidste år blev julen aflyst fordi Shanes familie kom herover og jeg
tog med dem på hospitalet. Jeg måtte ikke se ham, da jeg officielt ikke var en
del af familien, men udtrykket på hans forældres ansigt efter de havde været
inde i obduktionsrummet var forfærdeligt. Jeg havde blandede følelser af ikke
at have sagt farvel til ham. Jeg ville ikke kunne have holdt ud til at se
hvordan han så ud efter sådan en voldsom bilulykke, men jeg ville gerne have
sagt ordentligt farvel. Men til begravelsen kort før nytår blev jeg forklaret
af hans far, at skaderne havde været så slemme, at der under ingen
omstændigheder måtte blive åbnet for låget så man kunne se ham. Så havde jeg
det alligevel bedre med at kunne huske ham med dem de rare brune øjne og det
skæve smil.
Jeg tastede nummeret ind til mine forældre og ringede op.
Der gik længe før telefonen blev taget, men det var ikke min mor eller far der
tog telefonen. ”
Hallo!” Sagde en glad lille pige stemme. Det var helt sikkert Amanda.
”Hej Amanda hvor er mormor?”
”Hun har dej på fingrene!” Sagde hun og grinte. Jeg kunne høre min mor mosle rundt i baggrunden og sagde noget jeg ikke kunne høre.
”Jeg ville bare snakke med hende om juleaften.”
”Hvad får jeg i gave?” Spurgte Amanda og fnes. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, men jeg kom i tanke om, at jeg faktisk ikke havde købt en eneste gave i år. Jeg havde siddet og mugget i min lejlighed og prøvede at finde en kanal uden julereklamer eller julefilm.
”Det vil jeg da ikke sige, men.. kan jeg ikke tale med mormor?” Jeg var nok nød til at købe en gave til Amanda, selvom jeg ikke havde tænkt mig at komme juleaften.
”Ses juleaften!” Jeg kunne høre hende løbe væk fra telefonen og en anden kom gående kort efter.
”Er det dig Molly?” Spurgte min mor. Jeg kunne høre hun smilede.
”Hej mor.” Jeg havde pludselig fået det dårligt med at melde afbud til juleaften. Amanda håbede på jeg ville komme og jeg ville helt sikkert knuse min mors hjerte.
”Hvad ville du søde? Undskyld jeg lod Amanda tage telefonen, men hun ville så gerne.” Undskyldte hun og grinte.
”Det er okay mor.”
”Hvad var det så du ville?” jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Vi havde ikke holdt juleaften sidste år på grund af mig. Skulle jeg måske bare købe gaverne og så bare lade være med at komme uden at sige noget? Eller ville de stå med samme følelse som jeg havde, da Shane ikke kom? Jeg lukkede øjnene et øjeblik for at koncentrere mig over noget at sige.
”Det..ømh.. Hvad… Hvad ønsker i jer i julegave?” Jeg himlede med øjnene af mig selv. Kunne jeg ikke have fundet på noget ikke jule relateret?
”Du behøves ikke købe noget til os søde. Vi ønsker os ikke noget alligevel.”
”Er du sikker? Hvad med Amanda? Hvad ønsker hun sig?” Min mor hummede lidt for at tænke.
”Du skrev jo brev til julemanden sammen med hende. Du burde vide det bedst.” Jeg blinkede et par gange. Det burde jeg jo egentlig vide ja. Hvad var det? Barbie? Eller var det kun da jeg var lille? Jeg burde nok lytte mere efter.
”Du har ret. Tak mor.” Jeg lagde på og sukkede. Nu var jeg nød til at skulle på julegave indkøb. Mit opkald havde den totalt modsatte effekt af hvad jeg ønskede. Måske var det alligevel for det bedste.
Hallo!” Sagde en glad lille pige stemme. Det var helt sikkert Amanda.
”Hej Amanda hvor er mormor?”
”Hun har dej på fingrene!” Sagde hun og grinte. Jeg kunne høre min mor mosle rundt i baggrunden og sagde noget jeg ikke kunne høre.
”Jeg ville bare snakke med hende om juleaften.”
”Hvad får jeg i gave?” Spurgte Amanda og fnes. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, men jeg kom i tanke om, at jeg faktisk ikke havde købt en eneste gave i år. Jeg havde siddet og mugget i min lejlighed og prøvede at finde en kanal uden julereklamer eller julefilm.
”Det vil jeg da ikke sige, men.. kan jeg ikke tale med mormor?” Jeg var nok nød til at købe en gave til Amanda, selvom jeg ikke havde tænkt mig at komme juleaften.
”Ses juleaften!” Jeg kunne høre hende løbe væk fra telefonen og en anden kom gående kort efter.
”Er det dig Molly?” Spurgte min mor. Jeg kunne høre hun smilede.
”Hej mor.” Jeg havde pludselig fået det dårligt med at melde afbud til juleaften. Amanda håbede på jeg ville komme og jeg ville helt sikkert knuse min mors hjerte.
”Hvad ville du søde? Undskyld jeg lod Amanda tage telefonen, men hun ville så gerne.” Undskyldte hun og grinte.
”Det er okay mor.”
”Hvad var det så du ville?” jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Vi havde ikke holdt juleaften sidste år på grund af mig. Skulle jeg måske bare købe gaverne og så bare lade være med at komme uden at sige noget? Eller ville de stå med samme følelse som jeg havde, da Shane ikke kom? Jeg lukkede øjnene et øjeblik for at koncentrere mig over noget at sige.
”Det..ømh.. Hvad… Hvad ønsker i jer i julegave?” Jeg himlede med øjnene af mig selv. Kunne jeg ikke have fundet på noget ikke jule relateret?
”Du behøves ikke købe noget til os søde. Vi ønsker os ikke noget alligevel.”
”Er du sikker? Hvad med Amanda? Hvad ønsker hun sig?” Min mor hummede lidt for at tænke.
”Du skrev jo brev til julemanden sammen med hende. Du burde vide det bedst.” Jeg blinkede et par gange. Det burde jeg jo egentlig vide ja. Hvad var det? Barbie? Eller var det kun da jeg var lille? Jeg burde nok lytte mere efter.
”Du har ret. Tak mor.” Jeg lagde på og sukkede. Nu var jeg nød til at skulle på julegave indkøb. Mit opkald havde den totalt modsatte effekt af hvad jeg ønskede. Måske var det alligevel for det bedste.
Kapitel 5
Det var næsten ved at være for sent da jeg endelig bevægede
mig udenfor min trekant mellem min lejlighed, jobbet og den nærmeste købmand.
Jeg tog ind til midtbyen der var dækket af sne og julelysene var at se overalt.
Folk stressede rundt mellem hinanden og alle velgørenheds organisationerne var
ude med raslebøsserne for at få de sidste par skillinger som folk ikke havde
brugt på julegaver. Jeg gik ind i den første og bedste legetøjsbutik jeg kunne
finde og kiggede mig omkring. Der var proppet med mennesker og personaler var
ved at slå knuder på sig selv fordi de skulle nå at pakke alle gaverne ind. Jeg
se en masse lyserødt nede for enden af forretning og nu hvor Amanda var en
nuttet lille pige, måtte lyserød være noget for hende. Jeg var gået imod Barbie
afdelingen og lidt længere hende var der noget med en masse Disney prinsesser.
En masse prinsesse kostumer hang i flere rækker og jeg spekulerede over hvilken
hun bedste ville kunne lide. Jeg havde engang set den lille havfrue med hende,
men hun havde vel ikke en kjole? Skønheden og Udyret var også en favorit og jeg
kunne genkende den gule kjole, så jeg fandt en jeg regnede med var hendes
størrelse og stillede mig op i den lange kø.
Da jeg kom ud sneede det stadig, selvom jeg kunne mindes at
de sagde i fjernsynet at det ville holde op i løbet af dagen. Jeg gik ned af
gaden og kiggede på alle butiksvinduerne. En parfume forretning reklamerede med
en masse tilbud og det kunne ikke skade at gå derind. Der var lige så trængt
her som det var i legetøjsbutikken og jeg prøvede at undgå at mase mig ind
nogen steder og endte i mandeafdelingen. Jeg skimmede hylderne og kunne
genkende en flaske. Den havde stået i min lejlighed i Californien. Shane og jeg
havde ikke boet sammen, men han havde en masse ting hos mig, da hans aldrig var
flyttet ud af sin studenterbolig efter vi var færdig på college, og vi
tilbragte det meste af tiden i min lejlighed. Jeg tog den op og duftede til den
og minderne om alle de gange han havde taget om mig og ladet mig hvile mit
hoved på hans skuldre og jeg kunne lugte den vidunderlige cologne. Den var ikke
den dyreste men den var virkelig god. Jeg satte den hurtigt fra mig og tog min
hånd for munden for ikke at hulke højlydt. Jeg prøvede at tage mig sammen da nogen rørte ved min arm.
”Er du okay?” Jeg kiggede forskrækket omkring og så Jimmys bekymrede ansigt. Han havde en sort uld-jakke på og et stort halskæde trukket godt op om ørene.
”Jeg har det fint. Hvad laver du her?” Jeg trak vejret dybt og fik styr på mig selv, før jeg vendte mig mod ham.
”Det samme som dig. Er ude på den sidste desperate julegave shopping.” Han holdte en lille pose oppe fra en anden butik og jeg gjorde det samme med min fra legetøjsbutikken.
”Min niece er den eneste jeg har fundet julegave til.”
”Det kan være vi kan hjælpe hinanden? Jeg skal have fundet en parfume til min mor. Så kan jeg hjælpe dig med at finde en parfume til kæresten.” Han blinkede til mig og rakte hånden frem i en gestus til at jeg skulle gå først.
”Jeg har ingen kæreste.” Mumlede jeg så kun han kunne høre det, før jeg begyndte at bevæge mig mod dameafdelingen. Han kiggede undrende på mig, før han overhalede og kom op foran mig.
”Så har jeg to spørgsmål til dig. Et, hvorfor afviste du mig så? Den eneste grund jeg kunne finde for at afvise en flot fyr som mig, var at du allerede havde en kæreste. Og to, hvad lavede du så i mandeafdelingen?” Han pegede tilbage til hvor vi kom fra og det hele blev sagt med et smørret smil på læben.
”Du skal passe på alt det selvtillid ikke stiger dig til hovedet. Skulle vi finde den parfume til din mor?” Jeg ved det var fjollet af mig, at jeg ikke ville sige jeg var single, for det var jeg jo, men det var ikke med min gode vilje og jeg følte stadig at jeg var Shane utro hver gang jeg kom for tæt på en anden fyr, selvom han ikke var der mere.
”Er du okay?” Jeg kiggede forskrækket omkring og så Jimmys bekymrede ansigt. Han havde en sort uld-jakke på og et stort halskæde trukket godt op om ørene.
”Jeg har det fint. Hvad laver du her?” Jeg trak vejret dybt og fik styr på mig selv, før jeg vendte mig mod ham.
”Det samme som dig. Er ude på den sidste desperate julegave shopping.” Han holdte en lille pose oppe fra en anden butik og jeg gjorde det samme med min fra legetøjsbutikken.
”Min niece er den eneste jeg har fundet julegave til.”
”Det kan være vi kan hjælpe hinanden? Jeg skal have fundet en parfume til min mor. Så kan jeg hjælpe dig med at finde en parfume til kæresten.” Han blinkede til mig og rakte hånden frem i en gestus til at jeg skulle gå først.
”Jeg har ingen kæreste.” Mumlede jeg så kun han kunne høre det, før jeg begyndte at bevæge mig mod dameafdelingen. Han kiggede undrende på mig, før han overhalede og kom op foran mig.
”Så har jeg to spørgsmål til dig. Et, hvorfor afviste du mig så? Den eneste grund jeg kunne finde for at afvise en flot fyr som mig, var at du allerede havde en kæreste. Og to, hvad lavede du så i mandeafdelingen?” Han pegede tilbage til hvor vi kom fra og det hele blev sagt med et smørret smil på læben.
”Du skal passe på alt det selvtillid ikke stiger dig til hovedet. Skulle vi finde den parfume til din mor?” Jeg ved det var fjollet af mig, at jeg ikke ville sige jeg var single, for det var jeg jo, men det var ikke med min gode vilje og jeg følte stadig at jeg var Shane utro hver gang jeg kom for tæt på en anden fyr, selvom han ikke var der mere.
Vi gik imellem hylderne og alle menneskerne og jeg lugtede
et par parfumer og lod Jimmy lufte til nogen af dem også.
”Hvor dyr, må den være?” Jeg tog endnu en op og snuste til den og skar en grimasse af den skarpe lugt.
”Altså den må godt koste lidt mere end normal, men det skal ikke være Chanel no. 5.” Jeg tog en af dem op som vi havde duftet til før og rakte den til ham.
”Så er den her min favorit. Jeg ved jo selvfølgelig ikke om din mor kan lide den.” Han duftede til den endnu engang og stillede prøveflasken tilbage og tog en pakke.
”Skal jeg tage to? Så kan du også få en i julegave?” Jeg kiggede måbende på ham. Han så faktisk ud som om han mente det.
”Det skal du ikke gøre, Jimmy. Jeg har ikke penge nok til at give dig noget. Jeg er jo kun piccoline.” Sagde jeg forlegen og daske hans hånd væk fra hylden.
”Du behøves ikke give noget igen. Jeg vil bare gerne give dig en lille ting. Det kunne være det fik dig til at ombestemme dig.” Han blinkede til mig, hvilket gjorde mig varm i kinderne.
”Det er pænt af dig, men lad være med at spild din tid på mig. Du må hellere stille dig op i køen, hvis du skal nå det inden de lukker.”
Jeg fik mig mast forbi ham og en dame der stod og kiggede på den modsatte hylde og kom ud af butikken. Ud i kulden. Jeg følte mig altid som en forræder når Jimmy var i nærheden. Jeg kunne bare have sagt jeg havde en kæreste og så ville han måske lade mig værre.
”Molly!” Som sendt fra himlen kom Amanda løbende imod mig som en sand lille skytsengle og jeg gik ned i knæ og spredte armene så jeg kunne løfte hende op.
”Har du købt en julegave til mig?” Spurgte hun begejstret og kiggede på posen fra legetøjsbutikken. Hun kunne sikkert genkende den. Min søster kom gående lidt tid efter og så lettet ud da hun så at Amanda var sammen med mig. Hun var nok løbet væk fra hende.
”Du skal ikke bare løbe væk.” Sagde hun forpustet til Amanda og tog fat om hendes næse og vrikkede den lidt for sjovt, så hun grinte.
”Vi var ovre og snakke med julemanden! Han sagde han havde fået mit brev! Og også dit! Jeg spurgte om han opfyldte de voksnes ønsker og det sagde han ja til.” Jeg krammede hende ind til mig. Hvor var hun bare dejlig. Hvis hun bare vidste, at det jeg havde ønsket mig var umuligt og ikke ville kunne pakkes ind, ville hun nok ikke have spurgt, men hun kunne jo hverken læse eller skrive.
”Det lyder godt.” Var det eneste jeg kunne sige og min søster tog Amanda ned fra mine arme.
”Er det prinsessen der skulle have alle de gaver du har købt?” Jeg stivnede da jeg hørte Jimmys stemme bag mig. Han var kommet ud af parfumeforretningen imens jeg havde stået med Amanda. Min søster kiggede spørgende fra mig til ham.
”Ja. Det er Amanda min niece. Og det der er min søster Hannah. Og Hannah, det er Jimmy fra arbejdet.” Jeg prøvede at introducerede dem for hinanden så godt jeg nu kunne, uden virkelig at ville det og Jimmy gav hånd til Hannah.
”Tak for hjælp med gaven. Jeg købte kun én som du sagde. God jul!” Jimmy gav min skulder et klem før han gik og vinkede til Amanda det stadig smilede genert over at være blevet kaldt prinsesse. Min søster kiggede lagt efter Jimmy og ventede til han var ude for hørevidde.
”Han er da hot!” Sagde hun begejstret og jeg himlede med øjnene.
”Hvor dyr, må den være?” Jeg tog endnu en op og snuste til den og skar en grimasse af den skarpe lugt.
”Altså den må godt koste lidt mere end normal, men det skal ikke være Chanel no. 5.” Jeg tog en af dem op som vi havde duftet til før og rakte den til ham.
”Så er den her min favorit. Jeg ved jo selvfølgelig ikke om din mor kan lide den.” Han duftede til den endnu engang og stillede prøveflasken tilbage og tog en pakke.
”Skal jeg tage to? Så kan du også få en i julegave?” Jeg kiggede måbende på ham. Han så faktisk ud som om han mente det.
”Det skal du ikke gøre, Jimmy. Jeg har ikke penge nok til at give dig noget. Jeg er jo kun piccoline.” Sagde jeg forlegen og daske hans hånd væk fra hylden.
”Du behøves ikke give noget igen. Jeg vil bare gerne give dig en lille ting. Det kunne være det fik dig til at ombestemme dig.” Han blinkede til mig, hvilket gjorde mig varm i kinderne.
”Det er pænt af dig, men lad være med at spild din tid på mig. Du må hellere stille dig op i køen, hvis du skal nå det inden de lukker.”
Jeg fik mig mast forbi ham og en dame der stod og kiggede på den modsatte hylde og kom ud af butikken. Ud i kulden. Jeg følte mig altid som en forræder når Jimmy var i nærheden. Jeg kunne bare have sagt jeg havde en kæreste og så ville han måske lade mig værre.
”Molly!” Som sendt fra himlen kom Amanda løbende imod mig som en sand lille skytsengle og jeg gik ned i knæ og spredte armene så jeg kunne løfte hende op.
”Har du købt en julegave til mig?” Spurgte hun begejstret og kiggede på posen fra legetøjsbutikken. Hun kunne sikkert genkende den. Min søster kom gående lidt tid efter og så lettet ud da hun så at Amanda var sammen med mig. Hun var nok løbet væk fra hende.
”Du skal ikke bare løbe væk.” Sagde hun forpustet til Amanda og tog fat om hendes næse og vrikkede den lidt for sjovt, så hun grinte.
”Vi var ovre og snakke med julemanden! Han sagde han havde fået mit brev! Og også dit! Jeg spurgte om han opfyldte de voksnes ønsker og det sagde han ja til.” Jeg krammede hende ind til mig. Hvor var hun bare dejlig. Hvis hun bare vidste, at det jeg havde ønsket mig var umuligt og ikke ville kunne pakkes ind, ville hun nok ikke have spurgt, men hun kunne jo hverken læse eller skrive.
”Det lyder godt.” Var det eneste jeg kunne sige og min søster tog Amanda ned fra mine arme.
”Er det prinsessen der skulle have alle de gaver du har købt?” Jeg stivnede da jeg hørte Jimmys stemme bag mig. Han var kommet ud af parfumeforretningen imens jeg havde stået med Amanda. Min søster kiggede spørgende fra mig til ham.
”Ja. Det er Amanda min niece. Og det der er min søster Hannah. Og Hannah, det er Jimmy fra arbejdet.” Jeg prøvede at introducerede dem for hinanden så godt jeg nu kunne, uden virkelig at ville det og Jimmy gav hånd til Hannah.
”Tak for hjælp med gaven. Jeg købte kun én som du sagde. God jul!” Jimmy gav min skulder et klem før han gik og vinkede til Amanda det stadig smilede genert over at være blevet kaldt prinsesse. Min søster kiggede lagt efter Jimmy og ventede til han var ude for hørevidde.
”Han er da hot!” Sagde hun begejstret og jeg himlede med øjnene.
Kapitel 6
Lysten var bestemt ikke grunden jeg stod op dagen før
juleaften. Jeg skulle ikke på arbejde og det eneste jeg skulle nå, var at pakke
et par gaver ind. Alligevel stod jeg op i god tid og kiggede ud af vinduet i
stuen. Sneen faldt i store totter fra himmelen og gaden kunne ikke holdes
snefri, fordi det gik så hurtigt. Bilerne sneglede sig af sted og en masse
dytten kunne høres i det fjerne. Folk stressede rundt og skulle have de sidste
gaver købt og skulle have købt ind til den glaserede skinke. Mit humør var nok
det værste det havde været længe og det var nok grunden til jeg ikke kunne
sove. Jeg tænkte for fjernsynet der for fyldt med julespeciel af alle mulige
forskellige talkshows og madprogrammer til dem der ikke lige vidste hvordan man
lavede de mest perfekte brunkager. Der var nissehuer og julesange over alt og
det var kun til at brække sig over. Det eneste sted der ikke var, var inde i
min lejlighed og under min dyne. Jeg hentede min dyne ind i stuen, men det var
bare ikke det sammen når man var alene, som hvis jeg havde siddet her med
Shane. Han plejede at hente dynen ind i sofaen og lod mig lægge mig op af ham
mens vi så en masse film som han havde hentet ned fra nettet, for vi var
fattige studerende som ikke havde råd til at gå i biografen. Der var ingen
undertekster på, så vi skulle være stille, så vi kunne høre hvad de sagde i
filmen.
Jeg hev dynen godt op omkring mig og stirrede ud i luften,
men lod fjernsynet køre som baggrundsstøj. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg
sad der, men min mobil vibrerede pludselig hen over bordet og jeg blev hevet ud
af min trance. Det var en sms fra Jimmy. Han var på vej til New Jersey for at
fejre jul og ville lige skrive god jul i god tid, selvom han vidste jeg ikke
brød mig om julen. Jeg skrev bare en hurtigt ’i lige måde’ besked, men fik ikke
meget hvile før min mor ringede.
”Hej skat.” Sagde hun som om hun ventede på at det var mig der skulle snakke.
”Hej mor?” Sagde jeg en smule spørgende.
”Jeg tænkte på om du kunne komme lidt før i morgen og hjælpe mig med de brune kartofler. Kan huske din hjemmekundskabslærer roste dig for dem du lavede.”
”Mor.. det var i 4. klasse.” Sagde jeg og himlede med øjnene. Jeg kunne sikkert godt finde ud af at lave dem, men det var et underligt grundlag. Mor blev jo heller ikke yngre og ville sikkert bare gerne have hjælp.
”Vil du ikke nok? Jeg laver lidt ekstra brunkager som du kan få med hjem som tak for hjælpen.” Lokkede min mor.
”Jeg skal nok. Bare rolig.”
”Hannah kunne jo ikke komme. Hun har jo Amanda og Kevin. Det skal man jo også tænke på. Nå men vi ses i morgen skat.”
Jeg nåede knapt at sige farvel, før hun havde lagt røret på. Hannah havde hendes mand og lille datter og jeg havde ingen. Alle vidste det, men det gjorde bare så ondt at tænke på. De vidste jo heller ikke hvorfor Shane var og havde kun hørt fra mig, hvor meget jeg elskede ham. Jeg havde aldrig fået chancen for at vise dem hvor meget jeg elskede ham og derfor var deres forståelse for min sorg nok ikke så stor som jeg kunne have håbet. De vidste jeg stadig var nede over det, men de prøvede vel bare at tage afstand for det, ved ikke at nævne det og ventede på det gik over.
”Hej skat.” Sagde hun som om hun ventede på at det var mig der skulle snakke.
”Hej mor?” Sagde jeg en smule spørgende.
”Jeg tænkte på om du kunne komme lidt før i morgen og hjælpe mig med de brune kartofler. Kan huske din hjemmekundskabslærer roste dig for dem du lavede.”
”Mor.. det var i 4. klasse.” Sagde jeg og himlede med øjnene. Jeg kunne sikkert godt finde ud af at lave dem, men det var et underligt grundlag. Mor blev jo heller ikke yngre og ville sikkert bare gerne have hjælp.
”Vil du ikke nok? Jeg laver lidt ekstra brunkager som du kan få med hjem som tak for hjælpen.” Lokkede min mor.
”Jeg skal nok. Bare rolig.”
”Hannah kunne jo ikke komme. Hun har jo Amanda og Kevin. Det skal man jo også tænke på. Nå men vi ses i morgen skat.”
Jeg nåede knapt at sige farvel, før hun havde lagt røret på. Hannah havde hendes mand og lille datter og jeg havde ingen. Alle vidste det, men det gjorde bare så ondt at tænke på. De vidste jo heller ikke hvorfor Shane var og havde kun hørt fra mig, hvor meget jeg elskede ham. Jeg havde aldrig fået chancen for at vise dem hvor meget jeg elskede ham og derfor var deres forståelse for min sorg nok ikke så stor som jeg kunne have håbet. De vidste jeg stadig var nede over det, men de prøvede vel bare at tage afstand for det, ved ikke at nævne det og ventede på det gik over.
Tårerne begyndte langsomt at trille ned af mine kinder og
jeg trak min dyne godt op omkring mig igen, så den kunne fange mine tårer. Jeg
havde svært ved at se hvad jeg skulle gøre af mig selv og hvordan jeg skulle
nyde julen, men det var jo ikke noget man bare kunne undgå, selvom jeg ønskede
det inderligt. Jeg slukkede fjernsynet og gav mig til at lytte til folk på
gaden. Alt dytten og råben der nu er i en storby kunne høres svagt igennem
væggene og vinduet og der kom ind engang i mellem en ambulance forbi med
sirenerne i gang. Mange ville nok tro at det mindede mig om samme dag sidste
år, men jeg havde aldrig nået at se ham efter ulykken og kunne ikke sætte ham i
sammenhæng med en ambulance. Jeg kunne slet ikke forstille mig ham i en
ambulance eller hvordan han så ud efter ulykken. Alt jeg kunne huske var hans
dejlige smilende ansigt og det var nok også det bedste.
Solen var ved at gå ned da jeg åbnede øjnene igen. Jeg var
åbenbart faldet i søvn midt i mit mindre sammenbrud og der gik lidt før jeg
lagde mærke til at jeg intet kunne høre. Overhovedet. Jeg kunne ikke høre
bilerne udenfor eller folk snakke. Jeg overvejede kort om jeg havde mistet
hørelsen, men da jeg rettede mig op i sofaen kunne jeg hører fjedrende knirke
og give sig lidt. Der plejede aldrig at være stille her inde i byen, så jeg
rejste mig op og kiggede ud af vinduet. Sneen faldt stadig tungt, men der var
ikke en bil på vejen eller et menneske at se på gaden. Ud over én person.
Personen stod og lænede sig op af en lygtepæl og kiggede ned i jorden. Han
havde en foret cowboyjakke på og en beanie trukket ned over håret der strittede
en smule ud. Jeg knep øjnene sammen idet personen kiggede op mod mit vindue og
smilede. Shane.
Jeg genkendte ham med det samme og jeg tog min hånd for min mund for ikke at skrige. Jeg vidste ikke om han var en del af min fantasi eller om han virkelig stod der? Kunne det være muligt at han slet ikke var død? Jeg tog ikke øjnene fra ham, som han stod der under gadelyset. Han havde hænderne i lommen på jakken og vendte sig imod vinduet og lavede et kast med hovedet for at hentyde at jeg skulle komme ned. Tårerne begyndte at forme sig i mine øjne da jeg skyndte mig at hive den første og bedste sweater over hovedet og sprang i mine støvler. Jeg løb tilbage til vinduet i stuen for at sikre mig han stadig var der. At det ikke kun var en illusion. Han stod stadig dernede og trippede, så jeg løb ud af lejligheden og ned af trappen. Jeg stoppede op da jeg kom til gaden og så på min dejlige Shane på den anden side af vejen. Han smilede stort til mig og bredte armene ud og jeg løb over vejen og sprang i favnen på ham. Jeg holdte mine arme tæt på hans hals og han lo lidt mens jeg nærmest var ved at gennembløde hans jakke med mine tårer.
”Hvorfor græder du smukke?” Han trak mig lidt væk så han kunne se mig i øjnene og jeg tørrede mine øjne med mit ærme.
”Hvor har du været Shane? Jeg har savnet dig så meget.” Jeg vidste ikke om jeg skulle være sur over at han havde været væk eller være glad for at han var tilbage.
”Jeg har været her hele tiden, Molly. Jeg har aldrig forladt dig.” Han lagde en hånd på min kind og nussede den lidt. Den var virkelig varm og da jeg ikke rigtig havde fået ordentlig tøj på, var det kun dejligt.
”Hvad mener du? Jeg troede du var død.” Min stemme knækkede, da jeg begyndte at græde igen og han trak bare på skuldrene, tog min hånd og flettede vores fingre sammen.
”Kom.” Sagde han var uden at forklare noget som helst. Vi fortsatte ned af gaden hvor der stadig ikke var andre mennesker at se og ikke en bil passerede os. Lysene i lyskrydsene virkede heller ikke, så vi gik upåvirket igennem byen. Vi sagde ingenting, men jeg nød at føle hans fingre i mellem mine igen og varmen. Den varme var en hel anden end fra ens forældre eller fra en god jakke. Det var ubeskriveligt.
Jeg genkendte ham med det samme og jeg tog min hånd for min mund for ikke at skrige. Jeg vidste ikke om han var en del af min fantasi eller om han virkelig stod der? Kunne det være muligt at han slet ikke var død? Jeg tog ikke øjnene fra ham, som han stod der under gadelyset. Han havde hænderne i lommen på jakken og vendte sig imod vinduet og lavede et kast med hovedet for at hentyde at jeg skulle komme ned. Tårerne begyndte at forme sig i mine øjne da jeg skyndte mig at hive den første og bedste sweater over hovedet og sprang i mine støvler. Jeg løb tilbage til vinduet i stuen for at sikre mig han stadig var der. At det ikke kun var en illusion. Han stod stadig dernede og trippede, så jeg løb ud af lejligheden og ned af trappen. Jeg stoppede op da jeg kom til gaden og så på min dejlige Shane på den anden side af vejen. Han smilede stort til mig og bredte armene ud og jeg løb over vejen og sprang i favnen på ham. Jeg holdte mine arme tæt på hans hals og han lo lidt mens jeg nærmest var ved at gennembløde hans jakke med mine tårer.
”Hvorfor græder du smukke?” Han trak mig lidt væk så han kunne se mig i øjnene og jeg tørrede mine øjne med mit ærme.
”Hvor har du været Shane? Jeg har savnet dig så meget.” Jeg vidste ikke om jeg skulle være sur over at han havde været væk eller være glad for at han var tilbage.
”Jeg har været her hele tiden, Molly. Jeg har aldrig forladt dig.” Han lagde en hånd på min kind og nussede den lidt. Den var virkelig varm og da jeg ikke rigtig havde fået ordentlig tøj på, var det kun dejligt.
”Hvad mener du? Jeg troede du var død.” Min stemme knækkede, da jeg begyndte at græde igen og han trak bare på skuldrene, tog min hånd og flettede vores fingre sammen.
”Kom.” Sagde han var uden at forklare noget som helst. Vi fortsatte ned af gaden hvor der stadig ikke var andre mennesker at se og ikke en bil passerede os. Lysene i lyskrydsene virkede heller ikke, så vi gik upåvirket igennem byen. Vi sagde ingenting, men jeg nød at føle hans fingre i mellem mine igen og varmen. Den varme var en hel anden end fra ens forældre eller fra en god jakke. Det var ubeskriveligt.
Vi nærmede os en park jeg aldrig havde været i før, men blot
kørt forbi i bussen eller hastet forbi når jeg skulle nå et tog. Sneen faldt
stadig og min bluse var ved at være våd, så da vi stoppede op midt i parken,
børstede Shane sneen ud af mit hår og holdte om mig, for at jeg kunne få
varmen.
”Jeg har savnet dig.” Sagde jeg endnu engang, for det var det eneste jeg tænkte på.
”Molly. Jeg har været her hele tiden og vil altid være her, men der er nogen ting som du må love mig.” Jeg forstod ikke hvad det var han sagde, men han placerede kort sine læber på mine, hvilket fik mig til ikke at stille spørgsmål til hvad han sagde og nikkede bare. Jeg havde savnet de læber forfærdeligt meget og jeg ville ønske vi kunne stoppe holde op med at tale og lade os drømme væk i kysset.
”Lov mig at du holder jul med din familie. Jeg ved du har overvejet at blive væk, men din familie elsker dig og Amanda har brug for dig. Jeg ville ønske jeg kunne møde hende. Det er trods alt hendes skyld at jeg er her. Lov mig at du tager af sted.” Hans blik var alvorligt, men han smilede på samme tid.
”Du kommer da med i morgen? Så kan du måde hende? Min familie vil elske dig Shane. Lige så meget som jeg gør.” Jeg kyssede ham let igen, men jeg kunne mærke hans smil forsvinde mens vores læber bevægede sig mod hinanden. Jeg blev bekymret og trak mig væk for at se på ham.
”Det kan ikke lade sig gøre. Molly, du må forstå at jeg kun er her for dig. Og kun i dag.” Han mumlede det sidste og skulle til hive mig ind til sig igen, men jeg gik et skridt væk fra ham.
”Hvad?” Intet gav mening. Havde han noget imod min familie? Sagde han ikke lige at han ville møde Amanda?
”Jeg kan ikke blive her så længe. Jeg er her kun fordi du ønskede at se mig og jeg vil hjælpe dig videre. Molly, du skal ikke sørge over mig. Vi havde det smadder godt sammen, og jeg ved det er hårdt at sige, men du bliver nød til at komme videre. Jeg vil gerne se dig glad igen og jeg fortjener ikke dine tårer. I hvert fald ikke længere.” Han rakte ud efter min hånd og jeg lod ham tage den, men jeg var tæt på at trække den til mig igen. Hvordan kunne han sige det? Han stod foran mig i kød og blod. Han var jo ikke død, hvorfor ville han så ikke være sammen med mig?
”Du har været væk i et år, Shane. Og du kommer her for at sige, at vi ikke kan være sammen.” Jeg kiggede ned på vores hænder og hans greb om min hånd blev strammet da jeg sagde det.
”Molly. Jeg ville gerne have undgået at sige det her direkte, for jeg troede jeg gjorde dig en tjeneste ved at komme her. Jeg er død. Du kan ikke se det på mig, men jeg er her ikke fysisk. Jeg er altid med dig, for jeg elsker dig, men jeg kan ikke være her for dig fysisk. Kun i dag, for det var det du ønskede dig.” Jeg kiggede ham i øjnene og jeg kunne se på ham, at han fortalte mig sandheden. Det kendte jeg ham godt nok til.
”Ønskede?” Hviskede jeg. Jeg havde svært ved at tro på han var død, når jeg kunne mærke hans fingre lege med mine og min logiske sans sagde mig at det var umuligt han var her. Men jeg havde jo været til hans begravelse. Jeg havde set hans forældre ligge grædende hen over hans kiste og jeg havde sørget over ham det sidste år.
”Amanda fik dig til at sende dit ønske.” Han stak den ene hånd ned i lommen og trak en sammenfoldet kuvert op. Det var brevet jeg havde lavet sammen med Amanda og sendt af sted. Jeg smilede da jeg så hvordan glimmeret som Amanda havde kastet om sig, dryssede ud af kuverten og fik Shanes jakke og fingre til at glitre.
”Lad os gå tilbage til din lejlighed. Det er ved at være mørkt. Måske kan vi også nå at gemme os lidt væk under dynen, før jeg må af sted igen.” Han lage armen om mig og lod sin hånd hvile på min hofte, da han trak mig af sted mod mit lejlighedskompleks.
”Du går altså igen? Hvor skal du hen?” Spurgte jeg bekymret. Jeg var så småt ved at forstå, at han ikke kunne blive, men jeg ville nyde han var her så længe som muligt.
”Jeg går ingen steder. Du vil bare ikke kunne se mig. Jeg vil være hos dig i morgen til juleaften og jeg vil se dig være glad sammen med din familie og nyde en masse dejligt mad. Jeg vil være der når du vågne julemorgen og skal pakke dine gaver op, selvom jeg ikke har nogen gave til dig.”
”Shane, Det her er en gave nok i sig selv.” Hviskede jeg, mens han holdt døren for mig ind til lejligheden. Han lod mig tage støvlerne af før han trak mig ind til sig.
”Jeg vil være her for dig til nytår, når du vader pløre fuld rundt i New Yorks gader sammen med din søster og synger.” Sagde han drillende og kyssede mig hurtigt på kinden. Han begyndte at gå med mig i favenen, hvilket tvang mig bagud.
”Nu driller du bare Shane.” Sagde jeg smilene, mens han kyssede den anden kind. Han rystede på hovedet, før vi dumpede ned i sofaen.
”Jeg vil være der og velsigne dig på din date med Jimmy fra regnskabsafdelingen.” Jeg trak mig væk fra ham, før han plantede endnu et kys på mine læber.
”Jimmy? Hvorfor lige Jimmy?” Spurgte jeg undrende. Jeg havde kort tid sammen med Shane og så vil han gerne se mig sammen med Jimmy?
”Han er en god fyr og han kan virkelig godt lide dig, hvis det er forbigået din opmærksomhed. Han vil kunne tage sig af dig og få dig ud af den her sørgelige lejlighed. Han vil være god for dig.” Forklarede han. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til det, for inderst inde kunne jeg godt lide Jimmy, men jeg havde følt mig som en forræder overfor Shane hver gang tanken strøg mig. Derfor havde jeg ikke spekuleret så meget over det.
”Jeg vil hellere have dig Shane.” Forklarede jeg og kunne ikke holde mig væk længere og plantede endnu et kys på hans læber.
”Skal jeg forklare dig en gang mere, at jeg er død?” Spurgte han en smule drillende og tårerne sprang endnu engang frem i mine øjne, men jeg rystede på hovedet. Jeg vidste det her var sidste gang jeg ville have Shane hos mig. Det kunne jeg mærke på ham. Det var rart endelig at kunne sige ordentlig farvel.
”Jeg elsker dig Shane.”
”Jeg har savnet dig.” Sagde jeg endnu engang, for det var det eneste jeg tænkte på.
”Molly. Jeg har været her hele tiden og vil altid være her, men der er nogen ting som du må love mig.” Jeg forstod ikke hvad det var han sagde, men han placerede kort sine læber på mine, hvilket fik mig til ikke at stille spørgsmål til hvad han sagde og nikkede bare. Jeg havde savnet de læber forfærdeligt meget og jeg ville ønske vi kunne stoppe holde op med at tale og lade os drømme væk i kysset.
”Lov mig at du holder jul med din familie. Jeg ved du har overvejet at blive væk, men din familie elsker dig og Amanda har brug for dig. Jeg ville ønske jeg kunne møde hende. Det er trods alt hendes skyld at jeg er her. Lov mig at du tager af sted.” Hans blik var alvorligt, men han smilede på samme tid.
”Du kommer da med i morgen? Så kan du måde hende? Min familie vil elske dig Shane. Lige så meget som jeg gør.” Jeg kyssede ham let igen, men jeg kunne mærke hans smil forsvinde mens vores læber bevægede sig mod hinanden. Jeg blev bekymret og trak mig væk for at se på ham.
”Det kan ikke lade sig gøre. Molly, du må forstå at jeg kun er her for dig. Og kun i dag.” Han mumlede det sidste og skulle til hive mig ind til sig igen, men jeg gik et skridt væk fra ham.
”Hvad?” Intet gav mening. Havde han noget imod min familie? Sagde han ikke lige at han ville møde Amanda?
”Jeg kan ikke blive her så længe. Jeg er her kun fordi du ønskede at se mig og jeg vil hjælpe dig videre. Molly, du skal ikke sørge over mig. Vi havde det smadder godt sammen, og jeg ved det er hårdt at sige, men du bliver nød til at komme videre. Jeg vil gerne se dig glad igen og jeg fortjener ikke dine tårer. I hvert fald ikke længere.” Han rakte ud efter min hånd og jeg lod ham tage den, men jeg var tæt på at trække den til mig igen. Hvordan kunne han sige det? Han stod foran mig i kød og blod. Han var jo ikke død, hvorfor ville han så ikke være sammen med mig?
”Du har været væk i et år, Shane. Og du kommer her for at sige, at vi ikke kan være sammen.” Jeg kiggede ned på vores hænder og hans greb om min hånd blev strammet da jeg sagde det.
”Molly. Jeg ville gerne have undgået at sige det her direkte, for jeg troede jeg gjorde dig en tjeneste ved at komme her. Jeg er død. Du kan ikke se det på mig, men jeg er her ikke fysisk. Jeg er altid med dig, for jeg elsker dig, men jeg kan ikke være her for dig fysisk. Kun i dag, for det var det du ønskede dig.” Jeg kiggede ham i øjnene og jeg kunne se på ham, at han fortalte mig sandheden. Det kendte jeg ham godt nok til.
”Ønskede?” Hviskede jeg. Jeg havde svært ved at tro på han var død, når jeg kunne mærke hans fingre lege med mine og min logiske sans sagde mig at det var umuligt han var her. Men jeg havde jo været til hans begravelse. Jeg havde set hans forældre ligge grædende hen over hans kiste og jeg havde sørget over ham det sidste år.
”Amanda fik dig til at sende dit ønske.” Han stak den ene hånd ned i lommen og trak en sammenfoldet kuvert op. Det var brevet jeg havde lavet sammen med Amanda og sendt af sted. Jeg smilede da jeg så hvordan glimmeret som Amanda havde kastet om sig, dryssede ud af kuverten og fik Shanes jakke og fingre til at glitre.
”Lad os gå tilbage til din lejlighed. Det er ved at være mørkt. Måske kan vi også nå at gemme os lidt væk under dynen, før jeg må af sted igen.” Han lage armen om mig og lod sin hånd hvile på min hofte, da han trak mig af sted mod mit lejlighedskompleks.
”Du går altså igen? Hvor skal du hen?” Spurgte jeg bekymret. Jeg var så småt ved at forstå, at han ikke kunne blive, men jeg ville nyde han var her så længe som muligt.
”Jeg går ingen steder. Du vil bare ikke kunne se mig. Jeg vil være hos dig i morgen til juleaften og jeg vil se dig være glad sammen med din familie og nyde en masse dejligt mad. Jeg vil være der når du vågne julemorgen og skal pakke dine gaver op, selvom jeg ikke har nogen gave til dig.”
”Shane, Det her er en gave nok i sig selv.” Hviskede jeg, mens han holdt døren for mig ind til lejligheden. Han lod mig tage støvlerne af før han trak mig ind til sig.
”Jeg vil være her for dig til nytår, når du vader pløre fuld rundt i New Yorks gader sammen med din søster og synger.” Sagde han drillende og kyssede mig hurtigt på kinden. Han begyndte at gå med mig i favenen, hvilket tvang mig bagud.
”Nu driller du bare Shane.” Sagde jeg smilene, mens han kyssede den anden kind. Han rystede på hovedet, før vi dumpede ned i sofaen.
”Jeg vil være der og velsigne dig på din date med Jimmy fra regnskabsafdelingen.” Jeg trak mig væk fra ham, før han plantede endnu et kys på mine læber.
”Jimmy? Hvorfor lige Jimmy?” Spurgte jeg undrende. Jeg havde kort tid sammen med Shane og så vil han gerne se mig sammen med Jimmy?
”Han er en god fyr og han kan virkelig godt lide dig, hvis det er forbigået din opmærksomhed. Han vil kunne tage sig af dig og få dig ud af den her sørgelige lejlighed. Han vil være god for dig.” Forklarede han. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til det, for inderst inde kunne jeg godt lide Jimmy, men jeg havde følt mig som en forræder overfor Shane hver gang tanken strøg mig. Derfor havde jeg ikke spekuleret så meget over det.
”Jeg vil hellere have dig Shane.” Forklarede jeg og kunne ikke holde mig væk længere og plantede endnu et kys på hans læber.
”Skal jeg forklare dig en gang mere, at jeg er død?” Spurgte han en smule drillende og tårerne sprang endnu engang frem i mine øjne, men jeg rystede på hovedet. Jeg vidste det her var sidste gang jeg ville have Shane hos mig. Det kunne jeg mærke på ham. Det var rart endelig at kunne sige ordentlig farvel.
”Jeg elsker dig Shane.”
Kapitel 7
Jeg vågnede alt for tidlig juleaftens dag fordi jeg havde
ondt i ryggen. Det gav et sæt i mig da jeg huskede hvad der var sket. Jeg var
faldet i søvn i Shanes favn på sofaen, men nu var jeg lænet op af det hårde
armlæn, hvilket var skyld i smerterne i min ryg. Jeg rodede lidt rundt i mit
hår og kiggede mig søvnig omkring. Skulle jeg græde eller smile? Efter et års
fik jeg endelig lov til at sige farvel til min afdøde kæreste og selvom han var
væk igen, så føltes det alligevel som om jeg var lettere om hjertet. Jeg var
selvfølgelig stadig ked af at han ikke var her mere og dagen i går havde mildes
talt været den bedste dag i mit liv, men den havde også været en øjenåbner. Jeg
kunne ikke lade mit liv gå i stå, bare fordi jeg ikke kunne få det som jeg
ville. Jeg ville have været sammen med Shane for evigt og det lød som om det
også havde været hans plan, men han havde indset at det ikke kom til at ske og
nu var det min tur. Han havde endda direkte hentydet til, hvem jeg skulle date.
Tiden måtte vise hvad jeg fandt på.
Jeg kiggede ud af vinduet. Det sneede ikke, men der var
rigeligt fra snevejret i går og selvfølgelig havde der været en maskine forbi
og fjernet det meste af det, så bilerne endnu kunne køre rundt og stresse og
dytte af hinanden. Folk kom nærmest løbende på gaden med hænderne fyldt med
gaver eller poser og skikkelsen af Shane stod ikke ved lygtepælen. Alt var
tilbage ved det gamle. Og så alligevel ikke. På bordet lå der en seddel. Jeg må
indrømme jeg blev en smule sur, da jeg så at det var en side fra min ynglings
bog som havde lagt på bordet. Men hen over den lille skrift var der med stor
tyk skrift skrevet:
God Jul, Molly. Ses på
den anden side.
Den lille besked fik mig til at smile og jeg kyssede den,
før jeg lagde den inden i min bog på det sted den var revet ud.
Jeg skyndte mig at tage over til min mor så snart det blev
middag og jeg braste nærmest ind af døren med alle poserne med julegaver. Det
er jo ikke alle der har råd til bil, så jeg måtte tage det hele med i metroen.
”Jamen sikke du slæber!” Udbrød min mor og tog straks nogen af poserne så jeg kunne få mine støvler af.
”God jul mor!” Sagde jeg og gav hende et halvt kram, da vi begge havde en masse i hænderne. Vi lagde dem ind under det smukt dekorerede juletræ og jeg fik hilste på min far også.
”Nogen er i godt humør i dag.” Sagde han og lo lidt over hvor krammelysten jeg var blevet. Jeg smilede bare til ham. Han ville ikke tro på mig hvis jeg fortalte ham hvad der var sket for mig alligevel. Jeg hjalp min mor med maden mens vi fik lokket min far til at dække bordet. Vi havde det hyggeligt ude i køkkenet og det endte med, at min mor hentede en af hendes julesweatre og trak den over hovedet på mig. Hun syntes det manglede. Jeg rystede bare smilende på hovedet.
”Jamen sikke du slæber!” Udbrød min mor og tog straks nogen af poserne så jeg kunne få mine støvler af.
”God jul mor!” Sagde jeg og gav hende et halvt kram, da vi begge havde en masse i hænderne. Vi lagde dem ind under det smukt dekorerede juletræ og jeg fik hilste på min far også.
”Nogen er i godt humør i dag.” Sagde han og lo lidt over hvor krammelysten jeg var blevet. Jeg smilede bare til ham. Han ville ikke tro på mig hvis jeg fortalte ham hvad der var sket for mig alligevel. Jeg hjalp min mor med maden mens vi fik lokket min far til at dække bordet. Vi havde det hyggeligt ude i køkkenet og det endte med, at min mor hentede en af hendes julesweatre og trak den over hovedet på mig. Hun syntes det manglede. Jeg rystede bare smilende på hovedet.
Da det var ved at være aften kom min søster med hendes mand
Kevin og lille Amanda. Jeg løb nærmest hurtigere mod Amanda, end hun løb imod
mig. Jeg havde hende at takke for mit gode humør. Hvis det ikke havde været for
hende havde jeg aldrig sendte det brev med mit ønske. Hvis det ikke var for
hende, ville jeg sikkert have siddet derhjemme og mukket forfærdeligt meget.
Jeg savnede Shane og ville ønske han kunne være her, men det var han jo også.
Han sagde han altid ville være her. Han var her sikkert lige nu og kunne se
hvor dejlig lille Amanda var i hendes røde jule kjole og hvor glad jeg var
blevet. Jeg ville gøre det for ham, fordi han ønskede det. Jeg var måske ikke
sikker på om jeg kunne se mig selv med andre end Shane endnu, men måske ville
jeg blive klar til det i fremtiden. Jeg skulle jo kysse en eller anden
nytårsaften og jeg ville satse på det ikke blev min far, ligesom da jeg var
lille.
”Det er mig der har pyntet juletræet!” Udbrød Amanda glad og hev mig ud af mine tanker. Jeg lod hende trække mig hen til juletræet og hun forklarede glad hvorfor morfar havde holdte hende oppe, så hun kunne sætte stjernen på toppen.
”Det er virkelig fint. Har du set alle gaverne?” Hannah var stadig i gang med at ligge gaver under træet, som de havde taget med i adskillelige poser.
”Tror du nogen af dem er til mig?” Spurgte hun nysgerrig og satte sig ned på gulvet foran nogen af gaverne. Jeg tog hende op og begyndte at kilde hende, så hun nærmest skreg af grin.
”Du skal ikke kigge, din lille lømmel!” Jeg smed hende over skulderen og løb rundt i stuen, indtil min mor kom gående med en stor skål med kartofler.
”Rolig nu. Sæt hende lige ned, så vi kan spise.” Vi grinte bare begge to og jeg gav hende et kram, før hun tog min hånd og trak mig hen til bordet.
”Jeg er sikker på alle dine ønsker bliver opfyldt.” Hviskede jeg til hende og blinkede før jeg satte mig overfor hende.
”Tror du?!” Sagde han begejstret og jeg nikkede bare, for jeg vidste det. Hvis jeg fortjente at få mine ønsker opfyldt, sådan som jeg havde opført mig over for min familie og venner, så fortjente Amanda det også i den grad. Hun kunne ikke andet end at bringe smilet frem på alle.
”Nu skal vi bede bordbøn.” Sagde min mor og tog min hånd. Jeg rakte min anden hånd hen over bordet og tog også Amandas hånd. Vi lukkede alle øjnene og lod min mor tale. Det vi var færdige og sluttede med et Amen tilføjede jeg hviskende for mig selv.
”Tak Shane. Og glædelig jul til dig også.”
”Det er mig der har pyntet juletræet!” Udbrød Amanda glad og hev mig ud af mine tanker. Jeg lod hende trække mig hen til juletræet og hun forklarede glad hvorfor morfar havde holdte hende oppe, så hun kunne sætte stjernen på toppen.
”Det er virkelig fint. Har du set alle gaverne?” Hannah var stadig i gang med at ligge gaver under træet, som de havde taget med i adskillelige poser.
”Tror du nogen af dem er til mig?” Spurgte hun nysgerrig og satte sig ned på gulvet foran nogen af gaverne. Jeg tog hende op og begyndte at kilde hende, så hun nærmest skreg af grin.
”Du skal ikke kigge, din lille lømmel!” Jeg smed hende over skulderen og løb rundt i stuen, indtil min mor kom gående med en stor skål med kartofler.
”Rolig nu. Sæt hende lige ned, så vi kan spise.” Vi grinte bare begge to og jeg gav hende et kram, før hun tog min hånd og trak mig hen til bordet.
”Jeg er sikker på alle dine ønsker bliver opfyldt.” Hviskede jeg til hende og blinkede før jeg satte mig overfor hende.
”Tror du?!” Sagde han begejstret og jeg nikkede bare, for jeg vidste det. Hvis jeg fortjente at få mine ønsker opfyldt, sådan som jeg havde opført mig over for min familie og venner, så fortjente Amanda det også i den grad. Hun kunne ikke andet end at bringe smilet frem på alle.
”Nu skal vi bede bordbøn.” Sagde min mor og tog min hånd. Jeg rakte min anden hånd hen over bordet og tog også Amandas hånd. Vi lukkede alle øjnene og lod min mor tale. Det vi var færdige og sluttede med et Amen tilføjede jeg hviskende for mig selv.
”Tak Shane. Og glædelig jul til dig også.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar